Den 7. september 1968 spillede det nydannede engelske rockband Led Zeppelin deres første koncert overhovedet under navnet “The New Yardbirds”. Det foregik i Gladsaxe Teen Club på Egegårdsskolen foran 1200 danske unge mellem 14-18 – og de havde aldrig hørt noget lignende. Det havde resten af verden heller ikke, og i løbet af halvandet år var Led Zeppelin blevet det største rockband i verden – en status som de holdt gennem 1970’erne.
Den purunge fotograf Jørgen Angel var tilstede ved koncerten i 1968, og sammen med hans blændende billeder fra koncerter i 1968, 1969 og 1970 fortælles historien om bandet – og om den helt specielle danske rockscene, hvor engelske bands blev sendt hen for at prøve at stå på en scene.